Niels Rosing-Schow, formand for Dansk Komponist Forening: Komponisten Axel Borup-Jørgensen kunne have fejret sin 90-års fødselsdag 22. november 2014. Aktiv til det sidste var han i fuld gang med at planlægge fejringen med koncerter og cd-udgivelser. Men han kommer ikke til at opleve dette. Axel Borup-Jørgensen kom til verden Hjørring i 1924, men familien flyttede snart til Sverige, hvor han voksede op. Efter krigen studerede han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han i 1950 aflagde musikpædagogisk eksamen i klaver. Som komponist var han imidlertid autodidakt bortset fra nogle instrumentationsstudier hos Poul Schierbeck og Jørgen Jersild. Den unge Borup-Jørgensens stil tog afsæt i en impressionistisk farvet svensk romancetradition, men snart bevægede han sig mod et ekspressionistisk udtryksunivers og var i slutningen af 1950'erne en af de få danske komponister, der skrev i en atonal pointillistisk stil. Med dansk musiklivs åbning mod Centraleuropa omkring 1960 var Borup-Jørgensen allerede parat til at modtage inspirationen sydfra. Det satte sig ikke mindst spor i hovedværket 'Marin' (1963-70), som fik en legendarisk uropførelse med DR SymfoniOrkestret under den daværende chefdirigent, Herbert Blomstedt. Det er en klangligt yderst raffineret musik, der skildrer havet i suggestive billeder. Axel Borup-Jørgensen havde en aldrig svigtende sensibilitet over for musikkens klanglige dimension, og hans musik er grundlæggende intuitivt konciperet. Det fornemmer man bl.a. tydeligt i et andet væsentligt værk, 'Sirenernes Kyst for 7 instrumenter og bånd' (1985), hvor tyste sofistikerede instrumentale virkninger overlejrer et flersporsbånd med kvindesang. Naturen, det nordiske lys og årstiderne var vedvarende inspirationskilder for Borup-Jørgensen, som det kan opleves i det statisk-lyriske 'Nordisk sommerpastorale' (1964) og det eruptivt dramatiske i 'Musica Autumnalis' (1977). Axel Borup-Jørgensen viste igennem hele sit liv dybtfølt og levende interesse for sine kollegers musik og deres ve og vel: Han fulgte med. Helt til for ganske nylig gik han flittigt til koncerter og kommenterede med stor indføling kollegernes fremførelser. Det er ikke længe siden, jeg selv mødte Axel ved en koncert og oplevede hans hjertevarme interesse for min musik og mine gøremål. Det er en oplevelse, jeg deler med de fleste af Dansk Komponist Forenings medlemmer. Med hans død har komponister i Danmark mistet en skattet og højt respekteret kollega, og musiklivet må sige farvel til en væsentlig lyrisk stemme i efterkrigstidens danske musik. Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist: Axel Borup-Jørgensen var en meget konsekvent og personlig klangkunstner - efter min opfattelse en af vor tids mest bemærkelsesværdige komponister. Hans ildhu i musikalske emner og yderligtgående omhu for klangens detaljer gjorde det af og til vanskeligt at arbejde sammen med ham. Han var dertil uhyre venlig, kærlig og høflig - men også stædig. Denne specielle cocktail fik da også folk til at kalde ham 'høflighedsterrorist'. Man kunne dog ikke undgå at holde meget af ham, og han lagde sig ofte i selen for andre. Han var sine venners ven. Jeg var så heldig at være én af dem. Har tilbragt over et halvt århundrede i hans nærhed. Det har været en berigelse, og det har haft en afgørende indflydelse på mit liv i musikken. Det har blandt andet bekræftet mig i, at man skal holde fast og ikke frygte den offentlige mening. Allerede i slutningen af 50'erne trådte Axel (i min familie - takket være børnenes indflydelse - kaldet 'Boje') i karakter. Han var hurtigt ude med en personlig udgave af tidens modernisme. Musikken skilt ad i mindre og karakteristiske motiver (med forkærlighed for visse intervaller) og derpå samlet i en ny form for musikalsk sprog og form. Og han har hele sit liv været trofast over for disse tidlige ideer - dog uden at gå i stå, hele tiden med små nye varianter i sin lydhøre skaben. En musikkens poet var han. Det var tydeligt for enhver, at han var ved at falde af på den, alligevel ramte meddelelsen om hans død hårdt. Det er ikke nemt at miste en god ven - og en bevægende og storslået komponist.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























