Søren Clemmensens død kom som et chok for hans venner og tidligere kolleger. Kun et år fik Søren som pensionist og nåede derfor ikke at realisere sine mange planer om rejser bl.a. til de mange lande, han besøgte i sit professionelle liv som international chef og koordinator på bl.a. Niels Brock og i Danske Erhvervsskoler. Efter karrierestart i detailhandelen var Sørens liv koncentreret om handelsskoleverdenen. Først som studievejleder, inspektør og forstander på Niels Brock og efterfølgende som uddannelseschef på Roskilde Handelsskole. I 10 år var Søren medlem af bestyrelsen i handelsskolernes lederforening HFI, som nu er en del af Danske Erhvervsskoler – Lederne. Både på skolerne og i lederforeningen var Søren beskæftiget med internationalt samarbejde og ledelse og udvikling af videregående uddannelser på det merkantile område.
Hans stærke engagement og store indsigt gjorde ham til en værdsat rådgiver og sparringspartner på handelsskolerne, erhvervsakademierne og i Undervisningsministeriet – ikke mindst i forbindelse med etableringen af erhvervsakademierne.



























