Meget sjældent har et enkelt menneske gjort så meget for så mange medmennesker i flere menigheder. Claus Kaas Johansen var et af de meget få mennesker, der helt og holdent viede sit liv til at være noget for andre. Han og hans elskede kone Kaja åbnede ikke kun deres døre i præstegården, de åbnede også deres hjerter for alle, der havde brug for næstekærligheden og kirkens budskab. Han elskede virkelig sine medmennesker og det gjorde ham til en forrygende fortæller og formidler. Han ville jo så gerne give dem, han holdt så meget af, noget med hjem. Juleaften blev sammen med familien ofte fejret sammen med sognebørn og andre, der ikke havde andre steder at tage hen, og hele menigheden blev flere gange om året inviteret på ture i ind- og udland. Altid med udgangspunkt i kristendommen med ophold på alt fra Lønne Højskole, hvor forstanderen Poul Erik Søe var en god ven og til Jerusalem og Ungarn på pilgrimsrejser. Hans overskud til at engagere og underholde og udvikle menigheden var virkeligt imponerende. Hjem fra 5 dages studietur i Tyskland med 32 sognebørn sent lørdag aften og så næste morgen kl. 11 på prædikestolen foran andre 213 proselytter. Claus Kaas Johansen kom fra en bohemeagtig, kristen, kunstinteresseret, ja kulturradikal familie på Østerbro i København, hvor hjemmet emmede af ånd og kultur med besøg af en strøm af tørstige journalister og forfattere som blandt andre Halfdan Rasmussen. Det var med til at præge ham og inspirere til en livslang gerning i sproget og kristendommen. Hjemmets alkoholkultur og søsterens død som helt ungt menneske på den mest traumatiske måde efter 3 måneders eftersøgninger i Sahara gav ar på Claus' sjæl, men fik ikke skåret ned på hans lyst til livet og dets lyse sider. Han turnerede ved siden af præstegerningen land og rige rundt med flere ugentlige foredrag i alle kongerigets kroge af store og små forsamlings- og menighedshuse. Emnerne strakte sig vidt fra Grundtvigs salmer, og til hvordan man finder glæden i det små, og samtalen var altid ledsaget af sang og musik, gerne fra hans egen guitar. Fra det ofte fyldte kirkerum mindes vi prædikener om bl.a. 'magt som afmagt' og 'hvad der tæller, kan ikke tælles'. Formidlingen var han enestående til med humor og varme og hverdagshistorier og anekdoter knyttet til den tid og hverdag, som vi lever i. Han havde både form og indhold med i foredrag og prædiken, og det gjorde ham umådeligt populær i alle fora.