Michael Boesen

Uddannelseschef Tom Harpøth og direktør Flemming Madsen skriver mindeord om komponisten og musikeren Michael Boesen, København, 64 år:

Dødsfald
FOR ABONNENTER

Michael Boesen nåede meget i løbet af sit alt for korte liv.

Han var sanger, musiker, komponist, skuespiller, musikpædagog, producer, tekstforfatter, kogebogsforfatter, komiker, reklamekonsulent og instruktør af både tegnefilm og revyer.

Han fik sin professionelle debut i folkemusikklubben Purple Door i 1967. Mens engelskstudierne på Københavns Universitet blev forsømt, trak Studenterscenen og andre teaterprojekter, hvor Michael kunne bruge sin interesse for skue- og guitarspil.

Det førte til et engagement på Fiolteatret, og han debuterede som professionel komponist med radiomusicalen 'Ensom revolvermand' på Radioteatret i 1969. Her mødte han Troels Trier og kom med i Røde Mors Rockorkester.

Efter bruddet med Røde Mor dannede han og vennen Jens Asbjørn De Røde Raketter, hvilket er dokumenteret på støttesinglen for de strejkende stilladsarbejdere i 1978. Tiden og musikken var rig på holdninger, men ikke på penge, så sideløbende med kunstnerkollektivets aktiviteter arbejdede Michael som musiklærer på Frøbelseminariet.

Her blev han i 12 år, samtidig med at han passede den kreative side, bl.a. som komponist på Radioteatret. I 1979 blev han musikpædagog fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Efter nogle år som fuldblodsunderviser, bl.a. også på Den Rytmiske Aftenskole, som han var med til at etablere i 1979, droppede Michael pædagogrollen, da der for alvor kom gang i teaterkarrieren igen. Sammen med fire andre halv- og helbløde mænd dannede han i 1981 gruppen 5 x Kaj.

Da den efterhånden legendariske mandegruppe med Michael Boesen som bossen over dem alle, Overkaj, 8. maj 1981 slog teltdugen til side i Folkets Park til forestillingen 'Håb, bad og terrasser', gik der et sus gennem teltet.

Det forplantede sig som et lettelsens suk til resten af Danmark, hvor vi mænd rystede duknakkerne af os og grinede af hjertets lyst over de hel- og halvsjofle musikalske brandere. Manden var i centrum igen.

Doven, fordrukken, sjofel, chauvinistisk, altid ude på sex - alle de mindre pæne sider blev præsenteret uden filter i en elegant musikalsk indpakning. Det blev til tv-optræden, flere plader og Lone Scherfigs spillefilm 'Kajs fødselsdag' fra 1990.

Lysten til at optræde mere, end de store Kaj-show gav mulighed for, forenede Michael med kollegaen Guitarkaj, Bertel Abildgaard, i 2 x Kaj, hvis succes om muligt overgik de 5's. 2 x Kaj hittede i 1988 med sangen 'Kylling i karry', en grovkornet parodi på Bamse og Kylling, skrevet af Michael.

Populariteten nåede større højder med endnu en hitliste-1'er: 'Alle børnene' i 1990. I 1992 tog Michael sammen med Smukkekaj, Peter Bay, initiativ til gruppen 5 x Far sammen med tre andre 'ikke-Kaj'er'. 5 x Far fortsatte, hvor 5 x Kaj slap, og tog faderrollen under kærlig behandling.

Fra slutningen af 1990'erne tog karrieren som solist og underholder fart. Utallige virksomheder fik besøg af Michael, som efter en omhyggelig visitation, skræddersyede et personligt show til personalet. Han instruerede kor, videofilm og personalerevyer over hele landet.

Så sent som i 2009 så vi ham i reklamer for BroBizz. Han lagde stemme til et væld af tegnefilm og instruerede lydsiden til en række børneserier til tv.

Sideløbende med det daglige brød som underholder, instruktør og skuespiller fik hans virke som komponist og sangskriver en stadig større plads. Han udgav i 2003 sit første soloalbum, 'Angel on My Shoulder', og kunne igen opleves på de ydmyge steder, alene med guitaren.

I 2007 kom soloalbummet 'In the Absence of Good Love', hvor danske musikere som Aske Jacoby og Dan Hemmer medvirkede.

I juni fik Michael konstateret kræft. Han fortsatte utrætteligt arbejdet med færdiggørelsen af sit tredje soloalbum 'Song Train'. Ved gode venners hjælp og med opbydelsen af hans sidste kræfter kom alt på plads i sidste sekund.

Det album, som i morgen ligger klar til gæsterne ved bisættelsen i Christians Kirke, er et vidnesbyrd om, hvor mange kræfter mennesker kan mobilisere, når vi kæmper for noget, som er os så dyrebart, som musikken var for Michael.

navne@pol.dk

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden