Der er sagt mange smukke og rigtige ord om Aase Olesens ihærdige arbejde til stor gavn på mange forskellige områder. Men et enkelt område, som hun prioriterede højt, er ikke blevet nævnt: hendes utrættelige arbejde for Kræftens Bekæmpelse. I sin politiske karriere var hun den stædige bannerfører for kampen mod passiv rygning – en kamp, som endte med, at hun blev ’mor’ til det første lovforslag om passiv rygning. Hendes engagement i kræftsagen førte yderligere til, at hun blev valgt ind i landsforeningens hovedbestyrelse og snart derefter ind i den centrale ledelse i forretningsudvalget.
Fra en rejse rundt i Vestjylland husker jeg hendes mange spørgsmål om, hvordan vi kunne styrke forebyggelse, bedre behandling og støtte til dem, som måtte blive ramt af sygdommen. Jeg husker også, hvordan hun gik på barrikaderne i de år, da Kræftens Bekæmpelses selvstændighed og uafhængighed blev truet udefra.



























