Stemningen var intet mindre end euforisk, da den 23-årige amerikaner Van Cliburn sikrede sig guldmedaljen i Tjajkovskij-klaverkonkurrencen i Moskva. Det var i foråret 1958, og sejren gav med ét slag den unge pianist fra Texas ikonisk status i den klassiske musiks verden. Men den høje unge mand med de lange, slanke klaverhænder og den drømmende kunstnerattitude ved flyglet blev mere end bare berømt i musikkredse. Han blev en brik i den kolde krigs storpolitiske spil og fik status, som havde han været et popidol. Tjajkovskij-konkurrencen var den første af sin slags og foregik bare få måneder, efter russerne og Khrusjtjov havde tilføjet amerikanerne et svidende nederlag og sparket gang i rumkapløbet med opsendelsen af satellitten Sputnik.
Politisk triumf At en amerikansk pianist i den situation vandt en russisk konkurrence specielt designet til at vise russisk overlegenhed på musikområdet ved at spille det mest russiske af alt, Tjajkovskijs berømte klaverkoncert i b-mol, blev lanceret som intet mindre end en amerikansk politisk triumf på udebane. Det russiske publikum havde allerede i løbet af konkurrencen taget den høje amerikaner til deres hjerter, krammet ham på gaden og oversvømmet med blomster. Dommerne måtte bede om Khrusjtjovs tilladelse til at give amerikaneren førstepris. Den fik de, og Van Cliburn fik prisen. Ved hjemkomsten til USA greb de amerikanske politikere prompte chancen og fejrede den unge klaverhelt med en 'ticker-tape parade' på Manhattan. Van Cliburn var med et slag kendt i hvert eneste amerikansk hjem og langt ud over De Forenede Staters grænser. Van Cliburn var uddannet på New Yorks Juilliard School of Music og havde fire år inden sejren i Moskva vundet Leventritt Foundation Award med ret til at give koncerter med fem førende amerikanske symfoniorkestre. Herunder ingen ringere end New York Filharmonikerne. Men allerede som 13-årigt vidunderbarn havde han spillet Tjajkovskijs virtuose koncert med symfoniorkester i Houston efter at have vundet en klaverkonkurrence i sin hjemstat.
Den musikalske stratosfære Efter hjemkomsten fra Moskva gentog Van Cliburn sit vinderprogram i Carnegie Hall og indspillede også Tjajkovskij-koncerten på plade. Alt sammen under den russiske dirigent Kyrill Kondrashin, der havde dirigeret ved konkurrencen i Moskva. Lp'en blev det første klassiske album, som solgtes i mere end en million eksemplarer og scorede platin. Van Cliburn kom på forsiden af Time Magazine som 'Texaneren, der erobrede Rusland' og tjente en formue. I 1959 udkom en biografi om den da kun 24-årige kunstner med titlen 'The Van Cliburn Legend', pianisten fik rekordstore honorarer for koncerter i The Hollywood Bowl og spillede med Moskvas Statssymfoniorkester i Madison Square Garden. Til gengæld kom hans karriere aldrig videre efter denne indledende affyring op i den musikalske stratosfære.
Svært comeback Selv om hans fortolkninger af Tjajkovskij og Rakhmaninov fik overstrømmende god kritik, havde Cliburn svært ved op gennem 1960'erne at fastholde anmeldernes begejstring, og modsat andre amerikanske pianister af samme generation som Leon Fleischer og Gary Graffman indstillede han til sidst karrieren. Det var i 1978, godt ti år efter han var kommet ud af skabet som homoseksuel, efter han i 1966 som 32-årig mødte sin på daværende tidspunkt bare 19-årige partner, Thomas E. Zaremba. I 1989 forsøgte Van Cliburn et comeback, der ikke for alvor lykkedes. I 1998 kollapsede han på scenen ved en koncert med Fort Worth Symphony og måtte behandles med iltmaske. For et halvt år siden kom nyheden om, at han var blevet angrebet af den knoglecancer, der tog hans liv onsdag i en alder af 78 år. I Texas har der siden begyndelsen af 1960'erne været afholdt en international klaverkonkurrence i Van Cliburns navn, finansieret af Van Cliburn Foundation.