På vegne af den store skare danskere, der igennem mange år elskede Ib Hansens sang og kunst, må jeg udtrykke en hjertefyldt tak, at vi har fået lov til at opleve så stor en kunstner her i Danmark. Når man i Det Kongelige Teaters gyldne periode gik i teatret en aften, hvor Ib Hansen skulle synge, vidste man på forhånd, at aftenen ville indeholde det vidunderlige. Ib Hansen sang, så vore hjerter blev rørt: Om aftenens parti var en sprudlende Figaro på vej til sit bryllup (kombinationen Hansen og Mozart var himmelsk), eller om det i senere år drejede sig om Greven i samme 'Figaros Bryllup', om vi i John Prices opsætning af 'Drot og Marsk' skulle opleve Hansens store danskhed i Marsk Stigs parti ,skurken i 'Tosca', den fuldstændig formidable og dybt rørende gamle Jeronimus i Carl Nielsens 'Maskarade', eller et af de utallige andre partier, komiske såvel som dramatiske, der alle blev forgyldt og forløst af den store kunstner, så fik vi, publikum, hver eneste gang, en uforglemmelig og bevægende oplevelse. Ib Hansens inderlige, smukke klang, som gik direkte i hjertet på publikum, hans stærke, rolige tilstedeværelse på scenen, tidløs og formidabel stor indlevelse i partierne, kombineret med en fuldstændig uimponeret, ydmyg, nede på jorden danskhed, gjorde ham til vores allerstørste. En kæmpe international karriere kunne så let som ingenting have manifesteret sig. Men Ib Hansen sang på dansk og blev i det prægtige, dansk-syngende kongelige operaensemble. Han var hele Danmarks Kammersanger.