Vores ranke, smukke og kloge ven lever nu kun i erindringen.
Vi har efter mere end hhv. 20 og 60 års venskab ikke længere den løsning at søge om råd og hjælp hos Søren. Vi har studeret, forsket, undervist, skitseret, og bygget sammen i større eller mindre omfang: fra nulenergihus til arkitekturudstillinger og fra plakater til stole. Men vi vil ikke mere kunne regne med først at få besvaret et naivt spørgsmål med en hovedrysten og en satirisk replik for dernæst straks venligt at blive præsenteret for et lynhurtig nedkradset principielt og elegant løsningsforslag, som senere forvandledes til en perfekt repræsentation i tegning eller model. Alle, der mødte Søren Koch, glædede sig over, hvor smukke mennesker der stadig fandtes, ikke bare af udseende, men i tanke og handling. Hænderne sad godt på ham, men intellektet fungerede altid først egenrådigt og originalt som baggrund for den manuelle udførelse i to eller tre dimensioner. Flere anerkendte tegnestuer friede med tilbud om partnerskab, men Søren Koch foretrak klart at gå sin egen vej. Forske og skabe for selv at lære og for at lære fra sig til arkitekt- og ingeniørstuderende om den fælles helheds fælles rygrad, konstruktionernes formmæssige betydning, historisk og fremadrettet. Med det mål at bidrage til de to professioners bedre gensidige forståelse og samvirke. Arbejdet måtte gerne være en fest, man måtte gerne have det morsomt, mens man kappedes om den dødsens alvorlige opgave at skitsere og konstruere de bedst mulige rammer om rumligheder og ting med det optimale, men absolut mindst mulige materialeforbrug, egnet for tiden, stedet og mennesker.
