Anne Vig Skoven

Lyt til artiklen

Anne Vig Skoven døde blandt sine nærmeste til tonerne af Bob Dylans ’Oh Mercy’.

Skæbnen ville, at hun forlod denne verden med ’the man in the long black coat’, der rev hende bort som kræftsygdommen. Til gengæld passer sangens linjer om »mennesker, der hverken lever eller dør, men bare flyder« dårligt på hende, for hun nåede om nogen at få det bedste ud af tilværelsen takket være sin begavelse, musikalitet og fascinerende væsen. Desværre blev hendes liv alt for kort. Anne Vig Skovens karriere delte sig i to. Først var den oprindelig læreruddannede skønhed fra Gentofte gennem en lang årrække original guitarist i rockorkestrene Clinic Q og siden Miss B. Haven, der i 1980’erne og 90’erne opnåede stor anerkendelse både herhjemme og i udlandet. Det blev til mange plader, endnu flere koncerter og uforglemmelige oplevelser, indtil der i 1996 ikke var så meget bud efter bandet længere. Særlig kendt blev Miss B. Haven for numre som ’Coco’, ’Suzanne’ og ’Vent til vi ses igen’, men måske var deres sidste og noget oversete album, ’Suk & stads’, i virkeligheden det bedste. Efter sine musikalske år gav Anne Vig Skoven sig i en moden alder til at læse teologi på Københavns Universitet, hvor hun fik guldmedalje for sin kritiske stillingtagen til Romerbrevets kapitel 9-11. Som færdiguddannet fik hun job som underviser i nytestamentlige fag på universitetet og som præst ved Esajas Kirke på Østerbro. I 2010 begyndte hun også som ph.d.-studerende og tilbragte mange timer i sit tilrøgede studerekammer hjemme i kælderen i Charlottenlund. Sundhedsapostel var den humoristiske kvinde ikke, der på grund af sin sygdom aldrig fik færdiggjort sin afhandling om forholdet mellem den paulinske teologi og Markusevangeliet. De sidste to år blev svære, men hun bar sine lidelser med stor værdighed og usvækket livsmod. Selv om Anne Vig Skoven godt kunne være distræt, var hun alt andet end fraværende, når det gjaldt hendes venner og ikke mindst familien. Det er lettere at bære, når mennesker dør efter et langt liv, men langt sværere, når de er 52 og har mand og tre børn i alderen fra 12 til 20 år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her