Midt i den ophedede diskussion om regeringens nye planer om at ændre fondsbeskatningsloven og dermed sætte de danske fondes kulturinvesteringer under pres er en af dansk kulturlivs helt store velgørere gennem de seneste år, grosserer Otto Johs. Detlefs, død. Han blev 75 år.
Otto Johs. Detlefs’ livshistorie er på sin egen vis et eventyr. Han var søn af en arbejdsmand i Rendsborg, tog realeksamen i 1957 og blev samme år ansat i ØK. I 1963 giftede han sig med Annie Detlefs. Siden supplerede han sin viden med en merkonomuddannelse.




























