Manden, der mere end nogen anden personificerede det stærke tyske diplomati i efterkrigstiden og var en af hovedkræfterne i Berlin-murens fald, tidligere udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, er død, 89 år.
Så sent som i efteråret, da Tyskland fejrede 25-året for sin genforening, var den gamle mand aktiv ved tasterne. I et følt indlæg til medierne mindede Hans-Dietrich Genscher et splittet og uroligt Europa om, hvor meget Tyskland har fået ud af atter at samles og det for ham simple faktum, at sammenhold gør stærkere. Men han huskede også sine landsmænd på, at styrke forpligtiger.




























