Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at professor Niels Ole Pors er afgået ved døden. Han var en trofast ven og en loyal kollega, altid parat til at rådgive, ikke mindst når der opstod metodeproblemer ved udformningen af forskningsprojekter. Han var på en gang idérig, ironisk klarsynet og skarpsindig. Det var et held for Danmarks Biblioteksskole, fra 2010 Det Informationsvidenskabelige Akademi, da han blev ansat i 70’erne i afdelingen i Aalborg, som han var leder af igennem en årrække inden overflytningen til København.
Det er givet en af hans store fortjenester, at Aalborgafdelingen fik luft under vingerne og overlevede diverse trusler om nedlæggelse. Ligeledes indlagde han sig store fortjenester ved at være en af hovedkræfterne i bestræbelserne for at gøre Biblioteksskolen til en højere læreanstalt omkring århundredskiftet samt ved oprettelsen af kandidatuddannelsen ved Akademiet. Hans videnskabelige arbejder er højt respekterede internationalt, specielt i de nordiske lande og Storbritannien, hvor han igennem årene gennemførte adskillige sammenlignende analyser af biblioteksledelse i folke- og forskningsbiblioteker i flere lande.



























