Ambassadør Otto R. Borch var en af dansk diplomatis sande giganter. Han spillede en hovedrolle under den kolde krig, da han bestred en række af de tungeste poster: ambassadør ved Nato og ved FN; ambassadør i Washington, D.C., og Stockholm. Lige efter han var gået på pension, blev han tildelt en ny rolle: Han blev udnævnt som den første vestlige ambassadør i de baltiske lande. Hans hovedindsats lå under den kolde krig, men det rørte ham dybt, at han som aktiv diplomat fik mulighed for at iagttage og gennemleve dens afslutning på nærmeste hold. Otto Borch var en fremragende analytiker, og han havde modet til at videreformidle og forfægte sine synspunkter over for skeptiske kolleger, ministre m.m. Mere end en gang har jeg set en samtalepartner blive irriteret over hans vedholdenhed. Men for Otto var det afgørende, at hans synspunkt blev hørt og overvejet. Men når en beslutning var truffet, bidrog han loyalt til at føre den ud i livet. Jeg blev en at Otto Borchs nærmeste medarbejdere i første halvdel af 1980’erne, da han var ambassadør og jeg udsendt 1. ambassadesekretær senere ambassaderåd til ambassaden i Washington. Han var ikke nogen nem chef; han stillede store krav, og hvis de blev skuffede, lod han én det vide. Men når man først havde vundet hans tillid – og det var ikke let – var han i virkeligheden en meget moderne chef: Han var ikke bange for at delegere komplicerede og udfordrende opgaver til en ung kollega, som havde vundet hans fulde og dybe tillid.