Som jordemoder og senere chefjordemoder har Elisabeth Feder bl.a. markeret sig med indførelsen af vandfødsler i Danmark. Helt præcist 50 år inden for jordemoderfaget er det blevet til, inden hun går på pension her i juli - blandt andet flere år som jordemoder og forstander for jordemoderskolen i Aalborg, siden som overjordemoder og chefjordemoder på Gentofte Hospital og fra 2011 som sundhedsfaglig konsulent i Region Hovedstaden, hvor den primære opgave har været at implementere den politisk vedtagne fødeplan for regionen. Elisabeth Federblev færdiguddannet som jordemoder ved Rigshospitalet i 1965, hvor hun efterfølgende fik fast ansættelse. I 1984 var hun initiativtager og primus motor sammen med en håndfuld læger og kolleger i forbindelse med indførelsen af vandfødsler i Danmark.
Her blev Gentofte Hospital det første sygehus i Danmark, hvor vandfødsler blev gennemført, og det skabte overskrifter i aviser og på tv i såvel ind- som udland - selv CNN var på banen. I dag er vand som smertelindring indført på mange fødesteder i Danmark. Siden var Elisabeth Feder med til at udvikle alternative fødselsmetoder, herunder zoneterapi og akupunktur.



























