Med en række kritiske hip har den forhenværende sømand og byretspræsident Claus Larsen forsøgt at styre retspolitikken ind på den kurs, som han finder mest rimelig og human.
Både som formand for Dommerforeningen, som øverste chef i Københavns Byret og som pensionist har han deltaget i den offentlige debat med kritik af stramninger, som han finder for overdrevne eller betænkelige. Det gælder for eksempel de gentagne krav om hårdere straffe og den omstridte tuneserlov. Som ung var Claus Larsen styrmandselev på et af skibene i rederiet J. Lauritzen, men så bestemte han sig for at sætte fødderne på land og studere jura ligesom storebroren Finn, der senere blev politimester i Aalborg. Efter eksamen gik han ind i retsvæsnet. I 1980 kom udnævnelsen til dommer i Københavns Byret, og efter et chefjob i Retten på Frederiksberg blev han i 1993 udnævnt til præsident i landets største byret. Selv om Larsen blev forhenværende i 2004, har han beholdt interessen for sin gamle verden.



























