Halvvejs i US Open-semifinalen i 2003 så det sort ud for 21-årige Andy Roddick. Den unge amerikanske tenniskomet var bagud med to sæt på Arthur Ashe Stadium, og argentinske David Nalbaldian, der stod på den modsatte side af nettet, havde matchbold.
Men Roddick overlevede matchbolden, og ærgerrigt kæmpede han sig ikke bare tilbage i kampen, men efter fem sæt og et vanvittigt comeback kunne han lade sig hylde som sejrherre. Roddick tog vindermentaliteten med sig i finalen, hvor han slog Juan Carlos Ferrero sikkert i tre sæt. Og som bare 21-årig kunne Andy Roddick altså lade sig hylde som vinder af en grand slam. Senere på året kunne Roddick se sig selv rykke op som nummer et på verdensranglisten, og 2003 blev alt i alt et overvældende succesår for den unge amerikaner. Men det kunne nemt være gået helt anderledes. Bare fire år tidligere, i 1999, var den dengang 17-årige Andy Roddick nemlig ved helt at opgive ævred og lægge tennisketsjeren på hylden. En række nederlag havde fået den unge Roddick til at miste troen på sig selv og sine tennisevner, og det var kun på grund af hans daværende træner Tarik Benhabiles, at Roddick ikke droppede tennisspillet. Benhabiles overtalte med møje og besvær den modløse yngling til at give tennissen fuld opmærksomhed i fire måneder. Det resulterede i, at Roddick sluttede året som den sjette bedste juniorspiller i USA. Året efter kunne Roddick så springe ind i det nye årtusind som den bedste juniorspiller, ikke kun i USA, men i hele verden.
