Mogens Wiingaard blev civilingeniør i 1949 og kom i 1952 til firmaet Johs. Jørgensen. Her blev han kompagnon tre år senere, og efter yderligere to år blev han medstifter af Rådgivende Ingeniørfirma Johs. Jørgensen A/S, hvor han blev direktør. I 1987 blev firmaet solgt til en større kreds af ældre medarbejdere, og virksomheden var på dette tidspunkt det tredjestørste rådgivningsfirma herhjemme med alene ca. 150 ingeniører. Blandt de mange større projekter af bærende konstruktioner, Wiingaard selv har ledet, er Louisiana, Illum, Niro Atomizer, Nesa’s hovedkontor, flere skoler i Hillerød, Idrættens Hus, Holbæk Seminarium, Hvidovre Hospital, Slagelse Sygehus samt universiteterne i Odense og i Calabrien, Italien. Mogens Wiingaard anfører derudover to projekter, som har betydet særligt meget for ham, fordi arkitekterne var nogle af hans bedste venner.
Det drejer sig om den danske ambassade i Beijing, Kina, samt næsten alt byggeri for forsvaret, hvor fødselaren var fast tilknyttet bygningstjenesten i hele sit aktive liv – blandt andet med opgaver på Antvorskov Kaserne, Skive Kaserne, alle radarstationerne og flyvestation Værløse med tilhørende kaserne. Mogens Wiingaard var med i det aldrig realiserede vinderprojekt for et nyt Kongeligt Teater i 1980. Han har brugt meget af sin fritid på at sejle og på at stå på ski i Østrig og Norge.



























