For Ole Friis er fuglene friheden, det eventyrlige og det guddommelige.
I flere uger om året er han derfor på Malta for at få gjort kål på krybskytter, som hensynsløst skyder hundredvis af fredede arter hvert år. Med glødende engagement og side om side med 40 andre aktivister forsøger de at skræmme jægerne væk eller filme skyderiet som dokumentation til politiet. Eller også vender de hver en sten i krybskytteområderne for at finde grave med mere end 100 lig; dokumentation mod de seks-otte jægere, de hvert år får anholdt. Et arbejde, som indimellem giver trusler på livet. Også herhjemme kæmper han for fuglene. Dels som medlem af Dansk Ornitologisk Forenings bestyrelse. Dels holder han øje med dem i de lokale skove på Vestlolland tæt ved bopælen i Nakskov. Det er ikke Ole Friis’ eventyrlyst og aktivisme, man hører meget om i hans borgerlige liv som redaktionssekretær på Politiken. Derimod er det hans rolige væsen, man som ung journalist lægger mærke til, når han op til deadline lægger en sidste hånd på dagens nyheder. Urokkelig som en klippe lader han sig aldrig forstyrre, og 35 års erfaring som journalist med fortid på Frederiksborg Amts Avis, FTF, Information og Ritzau skinner igennem. I 1991 kom han til Politiken. Han er bladets mest udholdende pendler med bopælen i Nakskov, hvis ikke helt fra hans andet hjem i Berlin.
