Per Janfelt blev for fem år siden pensioneret fra jobbet som dommer ved Retten i Aabenraa. Han er uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1967 og virkede siden som lektor samme sted, før han tog fat på sin karriere i justitsvæsenet. Han har bl.a. været dommerfuldmægtig i Holstebro og Struer, retsassessor i Sønderborg, konstitueret dommer i Østre Landsret og dommer i Holsted 1985-95, før han kom til Aabenraa. Per Janfelt har undervist ved Dansk Kommunalkursus og Bankskole, været formand for landvæsenskommissionerne i Ribe og Sønderjyllands Amter samt formand for Vejen Gymnasium. Siden pensioneringen i 2007 har Per Janfelt brugt megen tid på Dansk Ornitologisk Forening (DOF), på hvis vegne han har sendt omkring 130 klager til Miljøklagenævnet. Janfelt har desuden været aktiv i at klage over kommunernes ulovlige miljøgodkendelser af landbrugets produktionsudvidelser. Sidste år repræsenterede han DOF i Genève i en sag, hvor DOF havde indklaget den danske regering for en FN-komité, fordi den tidligere regering havde sat klagegebyret i bl.a. husdyrsagerne til 3.000 kr. DOF og Per Janfelt vandt sagen, idet komiteen i april i år fastslog, at gebyret er urimelig højt og i strid med Aarhus-konventionen.
Per Janfelt
Lyt til artiklen