Hun ser brandgodt ud, og det ved hun godt. Indbegrebet af en svensk blondine og yderst dekorativ som fotogen forside på egne bøger. Så der skal ikke være tvivl, Liza Marklund identificerede sig med sin egen detektiv Annika Bengtzon i sin egen bogserie om denne rødstrømpede rappenskralde, der langer ud efter mænd i almindelighed, sin egen utro mand i særdeleshed. Og synes mange kritikere, at hun er for meget med sine udfald til højre og til venstre, mest det første og mest mod dem m/k, som har magtens bukser på - ja, så kan hun græde hele vejen til banken.
Nr. 1 på bestsellerliste i USA Liza Marklunds internationale karriere som krimiforfatter stod ikke skrevet i hendes hjemstavns snebold i landsbyen Pålmark tæt på polarcirklen, hvor hun kom til den (h)vide verden for 50 år siden. Ligesom sin synkefri heltinde Annika var Liza nemlig i mange år selv en myreflittig og modig journalist og ligesom hende på en knaldhård tabloidavis, 'Expressen'. I 2000 kom hendes første krimi med Annika, 'Hedebølge', og siden er det fulgt slag i slag med den ene bestseller efter den anden. Bemærkelsesværdigt, men bestemt ikke på den gode litterære måde lå hun som nr. 1 på New York Times berømte bestsellerliste med 'Postkortmorderne' fra 2010, skrevet sammen med romanfabrikanten James Patter, et værk, der mildt sagt ikke hører til hendes bedste. Kan ikke lide 'femikrimi' Mange af hendes romaner er blevet filmatiseret. Filmen over hendes 'Nobels testamente' fra 2006 kom ud i 2012 og var delvist solidarisk med hendes stilistisk slagkraftige og sensationelle romanforce, som med salg i millionklassen har givet hende titlen som Nordens krimidronning. Dog mere på kvantitet end kvalitet. Men når det er sagt, er Liza Marklund et ualmindeligt vidende, sympatisk og engageret menneske, der er heftigt involveret i verden og dens miserer, fra misbrug af børn til alskens undertrykkelse af kvinder hjemme og såvel som ude. Hun kan imidlertid ikke lide, at man kalder hendes bøger for femikrimier. Men hvad skal man ellers kalde spændingslitteratur, hvis hele drive og elan er en diffus, men også nærmest dikteret feministisk kritik af det svenske folkehjem? Med sin sidste bog fra 2011, 'Sort hvid', synes forfatterskabets fokus imidlertid at fjerne sig fra fragmenteret feminisme i retning af en mere nuanceret og dialektisk debat af både køn og klassekamp i den senmoderne virkelighed.