Han underviste en 10-12 år på Blaagaard Statsseminarium og Københavns Universitet og blev i 80'erne ansvarlig for læreruddannelsen i Undervisningsministeriet, kontorchef i universitetsafdelingen og i perioden 1993-2001 direktør for universitetsafdelingen.
Han har bl.a. taget initiativ til øgede bevillinger til en afbalanceret vækst inden for de forskellige faglige områder, bæredygtig vækst i basisbevillingerne til forskningen og betydelige investeringer i universiteternes udbygning. Samtidig havde han fokus på en ny uddannelsesstruktur (bachelor/kandidat/ph.d.), kvalitetssikring og evaluering efter international inspiration (etablering af Evalueringscentret). Han havde også en hånd med i redegørelsen til Folketinget i 1998 om ny struktur for de videregående uddannelser, der blev startskuddet til de sammenlægninger af de mellemlange uddannelser, som i dag kendes som professionshøjskolerne. Det fulgte han op som afdelingschef for de videregående uddannelser 2008-11, hvor de nye professionsbacheloruddannelser og erhvervsakademiuddannelser blev udviklet. Han var medlem af Erasmus-udvalget fra programmets start og som direktør for universitetsafdelingen aktivt medvirkende ved udformningen af den såkaldte Bologna-deklaration i 1999. Torben Kornbech Rasmussen var desuden fra 2002 ansvarlig for ministeriets multilaterale arbejde, dvs. de internationale organisationer som EU, OECD, Unesco, Nordisk Ministerråd m.fl.



























