Enhver, der synes, at rock længe har for meget stueren talkshowsnak og mineralvand, behøver bare kaste et blik på sangeren Liam Gallaghers generalieblad. Nu, hvor Gallagher fylder 40, holder han ikke længere helt samme frekvens som ufrivillig og navnlig frivillig leverandør af skandalehistorier til den umættelige britiske presse som i de små tyve år, da han og storebroderen Noel gjorde deres bedste for at skjule, at de i bandet Oasis faktisk også spillede musik. Lennon som fornavn Liam Gallagher forpuppede sig allerede som barn i en dysfunktionel familie i Manchester i en utilgængelig verden af provokerende trods. Han blev et vredt barn, man ikke kunne nå. Rocken blev både hans redning og hans undskyldning for at fortsætte sin adfærd. I rockkulturen er der en romantisk tradition for at sætte lighedstegn mellem (selv)destruktion og originalitet.
LÆS OGSÅ Liam uden Noel er næsten som i gamle dage
Så historien om Liam Gallagher er ikke kun historien om hans (og Noels) besættelse af The Kinks og The Beatles (hans førstefødte, med skuespilleren Patsy Kensit, hedder Lennon – til fornavn), ej heller kun om Oasis’ succes i 90’erne, da de konkurrerede, ikke mindst i medierne, med bands som Blur og Suede, men om alle de små tildragelser, der viser et menneske, der har brugt rockens uvaner som undskyldning for ikke at blive voksen.
Den hudløs vrængen
Han skændtes, tit korporligt, med sin bror.
Han gik alkoholamok på fly. Han slog fans ned, der ville tage billeder af ham. Han lænede sig ud ad bilvinduet og hev en kørende fan af cyklen. Og så videre og så videre. Hans storebror, som kun er en my bedre opdraget, har sammenlignet Liams raseri med en mand, der kun har en gaffel i en verden fuld af suppe.
