Idræt har været en stor del af Henning Aggerholms liv både som træner og foreningsleder inden for atletik og friluftsliv.
Han er student fra Rønne Statsskole 1972 og læste derefter idræts- og historie på Københavns Universitet og var gymnasielærer i Nykøbing Falster 1978-90. Som rektor på Maribo Gymnasium fra 1994 til 2010 har udbygningen af det lille gymnasium haft Henning Aggerholms fulde opmærksomhed, og eleverne har været hans omdrejningspunkt – især fokus på de mange elever fra hjem uden tradition for studenterhue. Han kendte alle eleverne og talte med alle, der fik det svært, og med deres forældre, hvis de havde overskud til at støtte den unge. Selv om Henning Aggerholm var kritisk over for statistiske tilfældigheder, så var han stolt over, at Ugebrevet A4 i 2006 udpegede Maribo Gymnasium til et af landets bedste.



























