Mange ældre tv-seere har fået deres første indsigt i indviklede økonomiske sammenhænge ved at se Hans Bischoff jonglere med papæsker, kegler og andet forhåndenværende. Vupti, pludselig forstod man da i hvert fald noget. Det er noget, den lune journalist virkelig har været god til. Og i 27 år var han på DR's vegne fast gæst i nærmest alle danske hjem. Blandt andet guidede han seerne sikkert igennem en række folketingsvalg, hvor han med sin sikre replik, sin selvironi og glimt i øjet præsenterede resultater, så alle kunne være tilfredse, både tabere og vindere. Fra papir til TV Hans V. Bischoff gjorde sin entré i journalistikken midt i 1950'erne i Det Berlingske Hus, hvor han huserede både på Berlingske Aftenavis, senere kaldet Weekendavisen, og på BT. I 1967 kom han til Information og i 1975 endelig til Danmarks Radio . Efter at han i mange år at have gelejdet danskerne igennem økonomiske labyrinter - og desuden været vært på TV-Avisen - fandt man i DR ud af at drage endnu mere nytte af hans talent for underholdning, så han blev i tre år frem til 2000 udlånt til at være studievært på programmet 'Hvornår var det nu, det var'.
Han gik på pension i 2002, men man kan stadig indimellem se ham, fordi programmerne bliver genudsendt i ny og næ. I 2001 vendte han for en kort stund tilbage til valgudsendelserne. Ved folketingsvalget det år kunne seerne gense ham i en optaktsudsendelse, efter at der havde rejst sig et folkekrav på internettet om at få ham og de finurlige rullekravetrøjer tilbage på skærmen på valgaftenen. DR bøjede sig delvis for argumenter som: »Ingen kan som Hans V. Bischoff forklare om sammenhængen i fordelingen af kredsmandater i Storstrøms Amt!«. Journalist inderst inde Hans Bischoff har også været særdeles aktiv andre steder end på skærmen. Han var i 1970'erne medlem af Cavling-komiteen, der uddeler den fornemste journalistpris her i landet, en pris, han i øvrigt selv fik i 1968. Og så var han i mange år en fremragende formand for Publicistklubben, en klub for folk med journalistik og kommunikation som erhverv. Og hvor han nu er æresmedlem. Hans Bischoff bor i Dragør og tager stadig med liv og lyst del i arrangementer for bedagede journalister og andet godtfolk.




























