Dines Bjørner blev civilingeniør i 1962, erhvervede en ph.d.-grad syv år senere og var ansat hos IBM indtil 1975. Her var han med til at udvikle design af datamaskiner ved virksomhedens laboratorier i Stockholm, Wien og i Californien. I 1975 gik turen igen tilbage til Europa, og Dines Bjørner var 1976-2007 professor i datateknik ved DTU. Det blev de videnskabelige indtryk fra årene ved IBM i Wien der blev inspirationskilden til nu omtrent 40 års forskning. Den resulterede i godt over 100 publicerede artikler, 6 bøger og 11 redigerede bøger. Dines Bjørner var en af initiativtagerne til Dansk Datamatik Center (DDC), et forsknings- og udviklingscenter støttet af ti danske it-virksomheder; DDC bragte mange internationale projekter til Danmark og dansk forskning og udvikling ud i verden.
Nok var DDC-tiden en spændende tid forsknings- og udviklingsmæssigt, men fødselaren nævner selv etableringen og direktørtiden for FN-universitetets Internationale Institut for Software Technology, UNU-IIST, i Macau, nær Hongkong, 1991-97, som et særligt højdepunkt.



























