Juristen Karen Westerbye-Juhl er netop genudnævnt som formand for Stormrådet, og hun lægger ikke skjul på, at hun her – som i sine andre hverv – kan lide at få ting til at fungere og lide arbejdet med de mange interessenter. Hun kom efter nogle år i Indenrigsministeriet til det nyoprettede miljøministerium. Hun var her med i hele ministeriets opbygning og har haft en række chefposter i både Miljøstyrelsen og ministeriets departement, før hun i 1990 blev direktør for Skov- og Naturstyrelsen (nu Naturstyrelsen.) Hun har selv kaldt det for centraladministrationens bedste job at have ansvar for skovene og for naturbeskyttelsen, og så havde styrelsen også i Karen Westerbye-Juhls tid ansvar for kulturmiljø og bygningsbevaring.
Alt sammen herlighedsværdier, som hun igennem 1990’erne var med til ikke bare at bevare, men også at udvikle og åbne til glæde for omgivelserne. Da Karen Westerbye-Juhl blev pensioneret fra Skov- og Naturstyrelsen, var der straks bud efter hendes lederevner andetsteds. Hun var i over otte år formand for Arbejdsmiljørådet, der består af arbejdsmarkedets parter, og hvis hovedopgave er at rådgive beskæftigelsesministeren om arbejdsmiljøspørgsmål.



























