Professor Niels Kærgård, Brønshøj, har en vis forkærlighed for at meddele sig i kronikform, og der er intet, som tyder på, at han agter at nedsætte kadencen, selv om han nu fylder 70.
Han har skrevet over 60 kronikker til danske aviser om alt fra ’Bolignød og smørbjerge’ til ’Jeg, en djøf’er’, ’Dansk økonomi mellem pest og kolera’ og ’Man laver jo ikke pølser på universitetet’. Hvortil kommer et meget stort antal videnskabelige artikler og bidrag til bøger inden for det felt, der er hans, nemlig økonomien. Under kategorien ’vigtigste bijob’ nævner Niels Kærgård – oprindelig jyde, student fra Hjørring Gymnasium 1962 og cand. polit. fra Københavns Universitet i 1970 – indledningsvis perioden fra begyndelsen af 1990’erne til 2001, hvor han var medlem af Det Økonomiske Råds formandskab.



























