Per Blicher-Hansen er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1969 og bestred efterfølgende uddannelsesstillinger på københavnske hospitaler. I 1973 etablerede han sammen med sin hustru, læge Jeanne Blicher-Hansen, lægepraksis i Nordsjælland, der senere udvidedes til et 5-mands kompagniskabspraksis. Per Blicher Hansen har været ansat som lektor på Institut for Almen Medicin, Københavns Universitet, og leder af det obligatoriske videreuddannelseskursus til almen medicin.
Han er speciallæge i almen medicin og har virket i Frederiksborg Amts sundhedsvæsens ledelsesgruppe som praksiskoordinator samt som tutorlæge for yngre læger, der specialiserer sig til almen medicin. Per Blicher-Hansen stoppede i sin lægepraksis i 1997 og har siden 2000 fungeret som lægekonsulent for flere kommuner.



























