Poul Lundbæk Andersen

Lyt til artiklen

Selv om Poul Lundbæk Andersen i dag fylder 75 år, er der ingen grund til at feje det ind under gulvtæppet: Fødselaren var for to årtier siden en central figur under en af danmarkshistoriens største politiske skandaler, den såkaldte tamilsag. Daværende statsminister Poul Schlüter(K) lovede dengang, at »intet var fejet ind under gulvtæppet«, men det passede ikke. Schlüter og hans regering måtte gå, og daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen fik en rigsretssag på halsen. Poul Lundbæk Andersen var departementschef for Erik Ninn-Hansen i Justitsministeriet og var således helt tæt på den politiske skandale, hvor Justitsministeriet i strid med loven havde forhindret tamilske flygtninges familiesammenføringer.

Poul Lundbæk Andersen var en af de topembedsmænd, som i tamilrapporten blev kritiseret for sin rolle i sagen, men allerede to år før rapporten lå klar, var han blevet sigtet for forsømmelser i tjenesten og suspenderet fra stillingen som departementschef. Dermed sluttede en ellers flot karriere i Justitsministeriet, hvor Poul Lundbæk Andersen startede som sekretær i 1962 kort tid efter at være blevet færdig som cand.jur. fra Københavns Universitet. Bortset fra en afstikker til et job som dommerfuldmægtig i Grindsted blev det de kommende mange år Justitsministeriet, der var ramme for Poul Lundbæk Andersens juridiske karriere. Han arbejdede som op ad rangstigen på Slotsholmen, hvor han i 1986 nåede helt til tops. Efter tamilsagen blev Poul Lundbæk Andersen kommitteret hos Rigspolitichefen, hvor han i 12 år sad i diverse udvalg og beskæftigede sig med økonomistyring og »forefaldende opgaver hist og pist«. Poul Lundbæk Andersen siger i dag, at tamilsagen »selvfølgelig var belastende«, men at han også fik nogle gode arbejdsår hos Rigspolitichefen. »Selvfølgelig var det noget andet, og den indflydelse, man havde, blev reduceret kraftigt, men jeg fik da med gode menneskers hjælp skabt en niche, så jeg synes, det fungerede«, siger han. »Jeg ville ikke sætte mig hen og surmule i et hjørne. Jeg forsøgte at få noget positivt ud af det, og det synes jeg i og for sig er lykkedes meget godt«. Poul Lundbæk Andersen blev pensioneret i 2003, men har med egne ord »rigeligt at lave« med at passe to huse og hunden Sveske, samtidig med at han stadig er censor på Aarhus Universitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her