Scene 1: De københavnske bygningsarbejdere i Byggefagenes Samvirke er på en stor aktion mod social dumping på hovedstadens byggepladser i 2007. Dagen bliver indledt med, at direktøren i Dansk Byggeri advarer byggefirmaerne. De skal nægte fagforeningerne adgang til pladserne. Sådan går det ikke, og samvirkets formand, Anders Olesen, slutter dagen af med at slå fast, at »ingen skulle hindre vores adgang til byggepladserne«. Scene 2: Når man taler om faglig organisering i hovedstaden, dukker Anders Olesens navn uvægerligt op og har gjort det, siden han i 1980 blev valgt som tillidsmand for tømrerne i Københavns Teknisk Service. Derefter som formand for fællesklubben i KTS i 1985. Scene 3: Små ti år senere, i 1994, bliver han formand for afd. 43 i Snedker-Tømrerforbundet (senere Forbundet Træ-Industri-Byg afd. 9), en post, han bestrider til 2011, hvor TIB fusionerer med 3F, og han bliver næstformand i 3F Bygge, Jord og Miljø. Scene 4: Anders Olesen favner på alle måder bredt. Han engagerer sig i en myriade af faglige og politiske aktiviteter: byudvikling, Ungdomshuset, trafikplanlægning, globaliseringsbevægelsen ATTAC, anti-racisme i Krystalnatinitiativet, faglig solidaritet med Colombia, Cuba, grøn omstilling af byggeriet for blot at nævne nogle – et engagement, som henter næring fra ’hviletid’ på ødegården i Sverige og fra sommerferier på Christiansø.
Anders Olesen
Lyt til artiklen