Tidligere landsarkivar Hans H. Worsøe er det tyvende århundredes formidler af slægts- og personalhistorisk viden og har været dybt engageret i kampen for at højne respekten for det slægtshistoriske arbejde. Worsøe er født i Randers i 1932. Efter studentereksamen i 1951 fra Randers Statsskole og studieophold ved Universitetet i Köln og Det Danske Akademi i Rom studerede han tysk og latin ved Aarhus Universitet og blev magister i 1958.
Herefter indledte Worsøe sin karriere inden for arkivverdenen med ansættelser som arkivar først ved Landsarkivet i Aabenraa, senere ved Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg og til slut som landsarkivar i Aabenraa 1981-1996. Hans H. Worsøe har siden ungdommen haft interesse for slægtshistorie, og den almene voksende interesse for forskning i egen slægt op gennem 1960’erne skabte et behov for foredrag om emnet.



























