En kunstner med både alvor og satire

Satirebande. Trine Appel blev for alvor kendt hun i 1995 bæev en del af den roste, selvironiske, kvindelige satirebande Emmas Dilemma.
Satirebande. Trine Appel blev for alvor kendt hun i 1995 bæev en del af den roste, selvironiske, kvindelige satirebande Emmas Dilemma.
Lyt til artiklen

Alt andet end mundlam og både værd at opleve på en scene og at læse er Trine Appel.

Den alsidige kunstner med den tilforladelige sødmefyldte udstråling mestrer som skuespiller både de tungtvejende klassikere og den moderne skarpe satire, og hun har foldet sig ud inden for det hele, siden hun i 1992 blev optaget på Statens Teaterskole.

For alvor kendt blev hun allerede som skuespillerelev, da hun fra 1995 var en del af den roste, selvironiske, kvindelige satirebande Emmas Dilemma.

Frem til 2005 skrev Trine Appel en del af teksterne til truppens populære forestillinger og dens satireprogrammer på DR 2. Både imens og senere har hun som skuespiller spændt vidt.

Man har kunnet opleve hende i tv-serien ’Hotellet’ på TV 2, som Nora i Ibsens ’Et dukkehjem’ på Mungo Park Teatret, i musicalen ’Olsen Banden – den russiske juvel’ i musikteatre i Vejle og i Aarhus, som Pernille i Holbergs ’Henrik og Pernille’ på flere teaterscener, og hun har også haft roller i adskillige film – heriblandt ’En som Hodder’ og ’Han, hun og Strindberg’. I sommer hev Aarhusrevyen denne her københavner til Jylland som optrædende og manuskriptforfatter.

Ved siden af har Trine Appel oven i købet nået at skrive flere bøger og en overgang været klummeskribent i Ekstra Bladet.

Blandt voksne er hun sammen med medforfatteren og kollegaen Anne-Grethe Bjarup Riis kendt for romanen ’Send mere sex’ fra 2009, hvori de to kvinder i karikeret form skildrede gennemført parforholdsforvirring. Lige den udgivelse havde et meget iøjnefaldende omslag med nøgenbillede af forfatterne.

Mest ros som forfatter har Trine Appel imidlertid fået for ungdomsromanerne ’Kongens staldknægt’ og ’Bare Anna’.

At hun også evner at skrive bøger for teenagere er med til at understrege, hvor sammensat hun er som kunstner og menneske.

Der er både alvor og komedie i hende, og hun minder om, hvor godt de to ting supplerer hinanden.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her