Tænk, at noget så ungt og friskt som den små Petula kan gå hen og fylde 80! Petula Clark, der har været berømt i sit hjemland, England, næsten hele sit liv, fylder rundt i fin stil. Hun optræder skam stadig, så sent som i februar lavede hun sit første show i New York siden 1975, og i efteråret sang hun et par koncerter i Australien. Maskot for briterne Hun ønskede mere end noget andet at vokse op og blive til Ingrid Bergman, men det var som sangerinde, hun blev et navn, og første gang, hun optrådte med orkester, var i selve året for krigsudbruddet, 1939, stedet var et varehus, og lønnen var en dåse kaffe og et guldur. Under krigen blev hun en Shirley Temple-lignende maskot for de britiske tropper, som limede hendes billede op på deres tanks, og hun fandt hurtigt vej ind i filmen og tv. Hun sang sin ukomplicerede pop på både engelsk, fransk, tysk, italiensk og spansk og indspillede sange af bl.a. Serge Gainsbourg og Jacques Brel. I 60'erne tog hun fast bopæl på de europæiske hitlister og kom til at inkarnere Swinging London, om hun så nok så meget faktisk var flyttet til Paris. Klassikere Den dag i dag husker alle hende for det smækre verdenshit 'Downtown' fra 1964, men mine egne personlige Petula-moments er fra filmmusicalen 'Finian's Rainbow' fra 1968, hvor hun og Don Francks synger 'Old Devil Moon' i et magisk månebelyst pseudoirsk landskab, og hvor hun fraserer så lokkende, sexet og sofistikeret som ingensinde, og soloerne 'Look to the Rainbow' og 'How Are Things in Glocca Morra?'. Det var også i 1968, at Chrysler, sponsoren bag hendes amerikanske tv-show, trak sig, fordi Clark nægtede at droppe den slutning på et program, hvor hun og hendes gæst, den sorte sanger og borgerretsforkæmper Harry Belafonte, gik ud af studiet arm i arm efter afsyngelsen af hendes antikrigssang 'On the Path of Glory'. Allerede i 70'erne begyndte familien at fylde mere end karrieren, og mens Clarks sidste film er fra 1980, er hun aldrig holdt op med at optræde live.