Titlen afslører ikke helt, hvad en redaktionsassistent egentlig laver. Og siden Birgitte Felmer blev ansat på Politiken i marts 2007 i netop den stilling, må hun flere gange have spurgt sig selv, hvilke opgaver der ikke ligger inden for stillingsbetegnelsen. Politiken er på mange måder en levende arbejdsplads, og det kan også nogle gange blive en tand for livligt – på kanten af det rodede. Når den alligevel udkommer så godt som dagligt, skyldes det en lille gruppe folk, som kærligt, men bestemt holder os andre i ørene. Birgitte Felmer er en af dem, og hun gør det med stor opfindsomhed, nærvær og en god portion humor, som både er nødvendig og livgivende. Det kræver et godt hoved og stærke nerver at håndtere mediefolks vagtplaner, for nogle gange bliver de tre ugers ferie meldt, når medarbejderen er på vej til lufthavnen med tre børn og en ægtefælle under armen. Så er det Birgitte Felmer, som løser problemet, mens redaktøren sveder. Men overblik gør det ikke alene, der er også hjerterum på Birgitte Felmers kontor. Det er der, en praktikant har grædt ud, da kæresten skred, og her, kollegaen kommer til at fortælle det hele, når verden og ægteskabet vakler.
Og de fleste går derfra med lidt lettere trin, end da de kom ind. Alt det når Birgitte Felmer også, inden hun kører hjem døtrene Karen og Marie på 9 og 12 år, som har serveret fødselsdagsmorgenmaden i dag.
