Karrieren som en af Skandinaviens bedste jockeyer stoppede brat for Nicholas Cordrey i 2009 efter et alvorligt styrt, hvor han pådrog sig brud på flere nakkehvirvler.
Derefter gik han i gang med en uddannelse i sportsmanagement, som for knap to år siden førte til jobbet som national sportschef for svensk galopsport. Det betyder, at Nicholas Cordrey har det overordnede ansvar for udviklingen af sporten på mange planer, og han er i gang med at gennemføre en lang række initiativer, som skal styrke galopsporten i Sverige og dermed også i hele Skandinavien, da Sverige er lokomotivet for Danmark og Norge. Derudover har han netop fået ansvaret for anlæggelse af den nye galopbane lidt uden for Stockholm, et projekt til næsten en halv milliard kroner. Fødselarens største sportslige triumfer var de to derbysejre med Cut Champion på Klampenborg Galopbane og med Double Net på Jägersro i Malmø samt sejren i Danmarks eneste internationale galopløb, Scandinavian Open Championship på ryggen af Chinese Mandarin. Derudover har han redet et hav af øvrige klassiske vindere i hele Skandinavien, og han er i alt vinder af over 1.000 løb og flere championater. Heste og galopsport har været en vigtig del i Nicholas Cordreys liv siden barnsben. Hans far, Chris Cordrey, var selv en meget fremgangsrig jockey, og hans mor, Pam Cordrey, arbejder som skandinavisk generalhandicapper.



























