Professionelt har en stejl karrierekurve (lektor 2007, professor 2010) gjort Henrik Skov Nielsen til en af de yngste professorer inden for humaniora.
Henrik Skov Nielsens bidrag til fortælleteorien, særligt forholdet mellem fiktion og fortælling, har gjort ham til en international nøglefigur inden for fortælleteori. På baggrund af Henrik Skov Nielsens indsats som forskningsleder er der opbygget et dynamisk og internationalt forskningsmiljø i fortælle- og fiktionsteori ved Aarhus Universitet. Henrik Skov Nielsens leder desuden den internationale forskergruppe Unnatural Narratology, den nationale gruppe Narrative Research Lab og senest Centre for Fictionality Studies, der netop har modtaget 5.5 millioner kroner fra AU-Ideas i en femårsbevilling. Centrets idé – baseret på Henrik Skov Nielsens tilgang – er i den forbindelse, at evnen til at forestille sig noget, som ikke foreligger som virkelighed lige her og nu, er en af de allermest fundamentale og vigtige menneskelige evner, og at dette er evnen til fiktionalisering. Denne evne er ikke begrænset til fiktionen som genre (film, romaner etc.). Tværtimod kan fiktionalitet også studeres i f.eks. politiske taler, Facebook-updates, dokumentarprogrammer m.v. Som individuel forsker og som leder af disse grupper siges Henrik Skov Nielsen at have været med til at ændre opfattelsen af, hvad fortællinger er og kan. I forlængelse af denne indsats samarbejder Henrik Skov Nielsen i dag tæt sammen med feltets førende forskere.



























