Jørn Schønnemann begyndte sin karriere i Chr. Ostenfeld og W. Jønson (nu Cowi) i 1964 og arbejdede dels i Danmark, dels i Frankrig de første år. I 1967 udstationeredes han med familien i Helsinki og blev samme år kontorleder på Cowi’s nyoprettede kontor i Nairobi, hvor han virkede indtil 1973. 1973-74 studerede han på University of California og erhvervede en M.Sc. i trafikplanlægning og transportøkonomi.
Han blev leder af Cowi’s afdeling for trafikplanlægning og senere for området for udviklingsplanlægning med mange aktiviteter i ulandene, bl.a. byplanlægningsprojekter i Nigeria, egnsudviklingsprojekter i Filippinerne samt store kloakeringsprojekter i Istanbul. Blandt Jørn Schønnemanns tillidshverv finder man præsidentposten for den danske afdeling af den franske ingeniørforening, formand for eksportudvalget i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, medlem af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde samt næstformand for Cowi’s bestyrelse. Jørn Schønnemann gik tidligt på pension, i 2001, for at lade en gammel drøm gå i opfyldelse. Sammen med sin kone flyttede han til Dordogne i Frankrig, hvor han etablerede en mindre vinproduktion.




























