Gennem mere end fire årtier har arkitekturen været drivkraften i Flemming Frosts arbejds- og privatliv.
Det er da heller ikke et tilfælde, at han mødte sin livsledsagerske udi det private og arbejdsmæssige, Helle Juul, på Arkitektskolen i Aarhus, hvorfra de i 1981 tog afgang sammen som bybyggere. Siden dengang har de to dannet et parløb, der i 1990 blev manifesteret med oprettelsen af JUUL | FROST Arkitekter, hvis signatur tager afsæt i diskussionen om kontekst og skala. Flemming Frost har stået for over 1.800 boliger, som er opført i Danmark, Sverige og Tyskland. Den umiddelbare fremtid byder på opførelsen af 90.000 m² nybyggeri i Sverige i form af universitets-, lærings- og vidensbyggeri, et stort antal boliger samt en række store byudviklingsopgaver.



























