Den frankofile professor

Lyt til artiklen

I den forløbne uge fortalte dagspressen om de tusindvis af danskere, der fortryder deres pensionisttilværelse og vender tilbage til arbejdsmarkedet. En af dem kan siges at være Finn Borum, der i efteråret tiltrådte på Aalborg Universitet (AAU) som adjungeret professor. Dermed gav han til dels afkald på et tilbagelænet pensionistliv i Sydfrankrig. »Yngre kolleger på CBS og AAU har lokket mig til at arbejde lidt igen. Så næste år udkommer en nyrevideret udgave af min lærebog 'Strategier for organisationsændring' og en oversigtsartikel om organisationsforandring«, beretter Finn Borum.
Tak for nu og på gensyn
For fem år siden takkede han af fra CBS og blev pensionist efter en lang forskningskarriere, hvor han primært interesserede sig for konflikt- og forandringsprocesser i organisationer og for it-feltet og sygehusfeltet. Efter at have færdiguddannet sig på HA-studiet, begyndte han i 1964 med et job i erhvervslivet, samtidig med at han fortsatte sine studier på Handelshøjskolen i København. I 1970 blev han cand.merc. med speciale i organisationsteori. Året efter vendte han tilbage til Handelshøjskolen som stipendiat, og i 1976 blev han færdig som lic.merc. (ph.d.) og arbejdede siden som lektor. I 1993 udnævntes han professor i organisationsteori. Igennem hele sin karriere har Finn Borum interesseret sig for internationalt samarbejde. Blandt andet har han virket som gæsteprofessor i Frankrig ved Université Aix-Marseille og ved Stanford University i USA.
Den franske forbindelse
Opholdet i Frankrig har sat dybe spor, og Finn Borum og hans hustru har lige sige siden ankomsten for 31 år siden brugt store dele af året i deres gamle hus i den lille by St. Cannat nær Aix-en-Provence. I dag deler de året op og opholder sig nogenlunde lige meget i Skanderborg og Frankrig. »Vi blev lige fra begyndelsen venligt modtaget af indbyggerne og har haft den store oplevelse at blive indlemmet i det franske lokalsamfund gennem sproget - en heftig skandinavisk accent slipper dog vi aldrig af med - og deltagelse i byens daglige liv og årets traditioner. I dag hører vi til de ældre og kan fortælle de unge franske tilflyttere i vores gade om det gamle landsbyliv«, fortæller Finn Borum. Finn Borum har beklædt en lang række tillidsposter, blandt andet som medlem af Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. I Skanderborg er Finn Borum tæt på sine børn og børnebørn. Fødselsdagen fejres sammen med familien. I Frankrig, naturligvis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her