Alma Rasmussen er cand.mag. i dansk og fransk og underviste til 2007 på Roskilde Gymnasium, hvor hun også var studievejleder. Her deltog Alma Rasmussen i forsøgsarbejder i både gymnasium og hf og skrev en del rapporter og andet materiale herom.
Fra 1983-93 sad hun i Dansklærerforeningens bestyrelse, de sidste år som formand for den daværende gymnasiefraktion. Her var hendes områder især didaktik samt Dansklærerforeningens forlag, hvor hun var forfatter eller redaktør af mange bøger. Alma Rasmussen var tillige medinitiativtager til indførelse af ’den ny skrivepædagogik’, en procespædagogik især inspireret af norske skriveforskere, og i den forbindelse rejste hun landet rundt og holdt oplæg. Alma Rasmussen sad i læseplansudvalg i Bertel Haarders ministertid og var i begyndelsen af 90’erne med til at forhindre indførelsen af kanonlæsning i gymnasiet. I 90’erne var hun næstformand i den daværende Statens Filmcentral og var med til at udforme overflytningen til Filmhuset i Gothersgade. Foreningen Venner over Grænser i Roskilde blev stiftet i 2001. Det var en forening, som gennem kulturelle aktiviteter ville give mennesker med forskellige kulturelle baggrunde mulighed for at mødes. Efterhånden kom der dog færre deltagere, og i 2012 lukkede man foreningen, i håbet om at der ikke længere var så meget brug for den. Alma Rasmussen er fortsat censor ved universiteterne og med i Kvinfos mentornetværk.



























