Han havde nok drømt om en mere festlig ramme om sin runde fødselsdag. Men det er, som om Niels Valentin Hansen er blevet selve symbolet på den finansielle krise i Danmark – og især på opgøret med bankdirektørernes lukrative lønninger og optionsprogrammer. Som mangeårig, enevældig og afholdt direktør i Roskilde Bank fik Niels Valentin Hansen både kunder, medier og myndigheder på nakken, da den udadtil så velsmurte provinsbank væltede omkuld i en økonomisk nedsmeltning uden sidestykke.
Det skete mindre end et år efter, at Niels Valentin Hansen havde sluppet tøjlerne og var gået på pension. Der var ellers både trafikpropper, kødannelser og talrige takketaler, da op mod 2.000 lokale kunder og forretningsforbindelser hyldede Niels Valentin Hansen på hans sidste generalforsamling i 2007.





























