Jørgen Lorenzen er født og opvokset i Middelfart, hvor hans far var førstelærer på en landsbyskole uden for byen. Allerede som barn var han tosset med cirkus.
På vej til skole passerede han den daværende cirkusplads i Middelfart. Han husker en dag, hvor Cirkus Moreno lå der, og han hjalp med at hente heste på stationen m.v. i stedet for at gå i skole. Om aftenen var han lidt urolig for, hvad hans far ville sige. Men far havde forståelse for hans cirkusbesøg . I 1959 tog Jørgen Lorenzen realeksamen fra Middelfart Realskole og blev trafikelev hos SAS – i Tirstrup og Aarhus. Efter et år fandt han ud af, at han hellere ville have en anden uddannelse, og han startede på Fredericia Gymnasium, hvorfra han blev student i 1963. Derefter gik turen til Aarhus, hvor han indskrev sig som stud.theol. på universitetet.




























