Ole Christensen er i DLG-koncernen ansvarlig for forretningsområderne råvarer, husdyrernæring, kvæg og fjerkræfoder samt DLG detail i Danmark.
Han har i de sidste 32 år bidraget til at udvikle DLG’s forretning, så koncernen i dag hører til én af Danmarks største virksomheder med en omsætning på knap 41 mia. kroner – og den er derudover et af Europas største landbrugsselskaber. I 1979 tog Ole Christensen selv initiativ til at blive en del af DLG-holdet, da han havde stor tiltro til forretningsideen i DLG. De første år arbejdede Ole Christensen i de jyske detailforretninger, først som sælger, men blev hurtigt udnævnt til forretningsfører og sidenhen salgschef og afdelingsdirektør. I de seneste 18 år har han haft sin daglige arbejdsgang på Axelborg i DLG’s direktion og siden august i år, hvor han fik nye ansvarsområder i den nye koncernledelse. Ole Christensen har med sine mange år i DLG et solidt overblik over fagområdet. Arbejdstimer bliver der lagt mange af. En af hans medarbejdere giver ham følgende karakteristik: »Kommunikationen er direkte, og han holder af at provokere, men han holder sig til sagen og kan sagtens håndtere modspil. Han er ikke typen, som bærer nag – og så er han et varmt menneske med masser af humor«.



























