Finn Clausen blev taget ud af mellemskolen i 1947 af sin far og ansat på Den Kongelige Porcelainsfabrik, og han aflagde siden svendeprøve med sølvmedalje. Efter tjeneste i civilforsvaret blev han ansat hos Bucka & Nissen i Vestergade.
De importerede porcelæn fra Tyskland og dekorerede det færdigt med brænding. Der fik Finn Clausen lov til at gå til tegning den halve dag. Det resulterede i, at han kom ind på Kunstakademiet hos professor Poul Sørensen. Efter henvendelse fra inspektør Knud Andersen fra Den Kongelige Porcelainsfabrik blev Finn Clausen ansat igen – og hurtigt udnævnt til overmaler. I sit daglige arbejde som overmaler og underviser i stellet Saksisk Blomst har han sammen med tegneren Svend Vestergaard udført fabrikkens jubilæumsbowle i 200-året for fabrikkens grundlæggelse i 1975. Ud over dette har han bl.a. udført nisser til grødskåle og krus og ændret processen på fajance, så en del kunne trykkes. Finn Clausen blev tillige sendt til Japan for at vise, hvordan man maler Flora Danica-stellet. Finn Clausen har desuden bl.a. udført tegninger til mors dag-platter, til tedåse i anledning af 100-års dagen for balletmester August Bournonvilles død, undervist malerne i tegning og akvarel og i mange år været formand for fabrikkens kunstforening.



























