»En vigtig opgave er løst med mesterskab«.
Sådan skrev Politikens daværende arkitekturmedarbejder Henrik Sten Møller i 1993, da arbejdet med restaureringen af Provianthuset i København var afsluttet. En af de ansvarlige for restaureringsprojektet var afdelingsarkitekt for statens kontorbygninger Preben Højmark. Den ros var og er Preben Højmark stolt af, og man må da også sige, at Preben Højmark i sin karriere sørgede for, at håndværket var i orden. Han lagde ud i 1963 med et svendebrev som murer. Herefter tog han uddannelsen som bygningskonstruktør. Med den i hånden arbejdede han i nogle år i tegnestuer med typehuse og institutionsbyggeri. Men i 1971 blev han ansat hos kongelig bygningsinspektør Preben Hansen og deltog bl.a. i hovedistandsættelsen af Roskilde Palæ, en ny fysikbygning på Risø, konserveringsanstalter i Brede og Brede Hovedbygning samt Nationalmuseets bygninger i Brede, Rådvad, Ørholm og Fuglevad. Samtidig begyndte Preben Højmark på Kunstakademiets Arkitektskole, og i 1980 kom han med i Preben Hansens Tegnestue ApS. I 1985 kom han til Boligministeriets 2. kontor med arbejdsområdet Udenrigsministeriets bygninger i udlandet og medlem af byggeudvalget for EF’s nye rådsbygning i Bryssel samt Det Danske Institut i Rom. To år senere rykkede han til Slots- & Ejendomsstyrelsen som afdelingsarkitekt for statens kontorbygninger. Preben Højmark fratrådte dette job i 1996 og blev tilsynsførende arkitekt for Unicef og ved statens ejendomme i Jylland, Gråsten Slot samt landsarkiverne. I dag fungerer Preben Højmark som kirkeværge ved Helligåndskirken i København.



























