0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verdensborger på Rådhuspladsen

Politikens internationale redaktør, Michael Jarlner, runder de 50 i fuld fart.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen(Arkiv)
Foto: Finn Frandsen(Arkiv)

Centrum. Da FN's generalsekretær Ban Ki-moon i 2009 var i København, deltog han i et debatmøde med bl.a. daværende udenrigsminister Per Stig Møller. Michael Jarlner (t.h.) var ordstyrer ved debatten.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Om Michael Jarlner vides, at han elsker verden, brænder for journalistik - og holder af at gå i røde bukser.

Det sidste skulle man ellers ikke have troet om studenten fra Frederiksberg, der var aktiv i Borgerlige Gymnasiaster og snusede til Konservativ Ungdom, hvor han dog pænt blev bedt om at melde sig ud, efter han i medlemsbladet skrev en artikel for fri hash.

Jarlner gik direkte videre til økonomistudiet, og hvem ved, hvad der kunne være blevet af den unge, dygtige polit., hvis han ikke havde haft denne ubændige appetit på verden og på at skrive om, hvad der sker i den.
Loyalitet og engagement

Allerede inden han blev færdig på universitetet, tog han i 1987 en journalistisk suppleringsuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole, og i 1990 blev han ansat på Politiken som erhvervsjournalist og senere som redaktionssekretær på udlandsredaktionen. Her fik Jarlner varigt ophold, selv om han sjældent er på det samme sted ret længe ad gangen.

Ikke at hans engagement er flygtigt. Tværtimod er det i høj grad engagementet, der driver ham - sammen med loyaliteten over for den avis, han har været med til at præge lige siden. I skiftende roller har Jarlner siden rejst og skrevet på flere kontinenter, end andre end han selv kan tælle.

Undervejs er det også blevet til et par slag omkring andre dele af dagspressen. I 1999 gik han til Information som udenrigsredaktør, og selv om han ret hurtigt vendte tilbage til Rådhuspladsen, tog han i 2001 springet ud som chefredaktør for Information i triumvirat med Anders Jerichow og Jørgen Steen Nielsen.

Når det ikke gik, var det ikke på grund af de tre, men konstruktionen holdt kun få uger, og allerede i november 2001 var Jarlner tilbage på Politiken som udenrigsredaktør, en funktion, han har varetaget siden - i perioder med supplerende tunge redaktøropgaver, særligt på økonomi og erhverv.
Bred journalistisk smag

Fra 2009 har Michael Jarlner kaldt sig international redaktør, hvilket fint dækker over de blækspruttefunktioner, der varetages af den flittige mand med den store kapacitet. Michael Jarlner har en bred journalistisk smag.

Han viger ikke tilbage fra den ene genre eller rynker på næsten af den anden, og produktionen rækker fra reportager og analyser til interview, debatindlæg og ledere. Uanset genren er varemærket en blanding af stor indsigt og stærkt engagement. For Jarlner er det ikke lige meget, hvordan det går. Og slet ikke ligegyldigt, hvem det går ud over.

Ikke særlig godt gemt i den saglige journalist finder man den engagerede verdensborger, der vil mere end at beskrive verden. Han vil også være til stede i den med sine analyser og sin opfattelse af, hvad der er vigtigt og rigtigt.
Står sjældent stille

Utallige er de møder og debatter, Jarlner har organiseret og modereret, og han er både her i landet og internationalt brugt som skattet deltager i udenrigspolitiske debatter og som kompetent og skarp analytiker af verdens gang.

Han er også den, der ofte er ildsjælen, når Politiken stiller sig i spidsen for en indsamling blandt læserne til fordel for en uafhængig avis i Yemen eller ambulancer til Syrien. Med foragt for vanskelighederne, men et skarpt blik for steder, hvor en konkret indsats kan være med til at hjælpe ude i verden.

Det er sjældent at se Michael Jarlner stå stille. Og sjældent han kun har en enkelt bold i luften. Alligevel har han sin egen ro og altid tid til en opmuntrende bemærkning, en ny idé eller en historie fra hjemmefronten.

Der er i det hele taget varmt omkring Jarlner - også når han ikke har de røde bukser på.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce

Læs mere