Dansk håndbolddreng på pause fylder rundt

Lyt til artiklen

Det kan godt være, at Thomas Mogensen undervejs i de seneste to uger har fortrudt en lille smule, at han meldte fra til det netop overståede VM i herrehåndbold. Men spilleren fra danskerklubben Flensburg-Handewitt holder kun en midlertidig pause fra landsholdet. Derfor er det ikke usandsynligt, at han er med igen næste år, når Danmark på hjemmebane skal forsvare det EM-guld, som Thomas Mogensen selv var med til at vinde i Serbien sidste år. Ved den lejlighed var han førstevalg på playmakerpladsen, men sådan har det ikke altid været. For selv om han fik landsholdsdebut tilbage i 2003 efter at have vundet sølv ved U-VM samme år, gik der en hel del år, før han blev fast inventar i rødt og hvidt. Folk som Joachim Boldsen, Jesper Jensen og Bo Spellerberg blev foretrukket på Mogensens playmakerplads, indtil de to førstnævnte stoppede deres landsholdskarriere. Først ved VM 2009 blev han lukket ind i varmen, og ligesom på sit tyske klubhold har han siden vist sit værd med sit overblik, sin skudstyrke og gennembrudsvilje. De egenskaber kan landstræner Ulrik Wilbek sagtens få brug for til næste år. Selv tør Mogensen dog ikke tage noget for givet. »EM på hjemmebane i 2014 er et stort mål for mig at blive en del af, og her kan jeg forhåbentlig toppræstere, hvis jeg til den tid er at finde på landsholdet igen. Men der er ingen garantier i livet, heller ikke for mig«, siger han på sin hjemmeside.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her