Musikalsk mediemand fylder rundt

Lyt til artiklen

Musik, medier og så et drys politik er de tre hovedspor i Kasper Krügers liv. I dag er hans titel tv-direktør, men fødselaren begyndte i radioen. Krüger fik sit første radiojob i gymnasiedagene i 1991, da han blev studievært hos Radio Uptown, der i mange år var i konkurrence med The Voice om at ligge i spidsen blandt de kommercielle radioer. Ni år og mange radioerfaringer rigere blev han i 2000 uddannet cand.polit. med speciale i mediepolitik, og samme år indtog han direktørposten hos Sky Radio i Danmark med et klart mål: Han skulle stå i spidsen for at bryde DR’s monopol på landsdækkende radio. I løbet af de første par år blev Sky Radio den største lokalradio i Danmark, og i 2003 lykkedes det dem så at vinde retten til at sende på den femte landsdækkende radiokanal. Trods mange lyttere endte kanalen både med et underskud og i en bitter strid med de danske myndigheder. Sky Radio afleverede sendetilladelse med den begrundelse, at dækningen ikke var god nok. Radio- og tv-nævnet krævede dog, at Sky Radio skulle betale for sendetilladelsen i otte år. I marts sidste år tabte Sky Radio sagen i landsretten. Men på det tidspunkt var Kasper Krüger karrieremæssigt videre i teksten. I 2010 åbnede han tv-kanalen Uptown TV, der sender danske musikvideoer døgnet rundt til omtrent 80.000 abonnenter. Krüger har brugt års research på at opbygge et bibliotek af danske musikvideoer, der foreløbig tæller over 1.000 titler. Sidste år åbnede hans selskab en tv-kanal for julemusik og efter julesæsonen en kanal med klassisk musik, Uptown Classic. Krüger selv mener, at det er verdens eneste kanal, der udelukkende sender populær klassisk musik og opera nonstop. I det meste af sit liv har Kasper Krüger været politisk aktiv og har været opstillet til fire folketingsvalg. i 2010 blev han kortvarigt indkaldt til tinget som suppleant, og ved seneste kommunalvalg stillede han op i Furesø. Partiet er Venstre, og Krüger er gruppeformand, 2. viceborgmester og medlem af økonomiudvalget og socialudvalget. I den helt anden boldgade er han også aktiv dj og har i 16 år spillet ved bryllupper, firmafester og runde fødselsdage. Det er ikke kun passionen for musik og medier, der har holdt ved siden de unge år. Kasper Krüger er gift med cand.comm. Marta Villaro Krüger, som han mødte i gymnasiet, og sammen har de fire børn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her