Hans Erik Munk-Petersen nyder i dag sit pensionistliv som ivrig filatelist. Han er født i Næstved og blev jurist i 1958. Efter en årrække i Justitsministeriet, ved Statsadvokaten for Sjælland og ved retterne i Vejle og Grindsted drog Hans Erik Munk-Petersen i 1964 til Grønland som dommerfuldmægtig ved Grønlands Landsret og som sekretær for Det grønlandske nævn for Ulykkesforsikring.
Efter at have virket ved Retten i Brønderslev, ved Vestre Landsret og i Grenaa udnævntes Hans Erik Munk-Petersen i 1978 til dommer i Hjørring Kriminalret. Her var han ansat indtil pensioneringen i 2003. Ifølge Berlingske blev Hans Erik Munk-Petersen kendt, da han efter kun at have været dommer i kriminalretten i Hjørring i to år i 1980 afsagde den første af en række utraditionelle domme, som var præget af hans ønske om at skaffe den dømte en ny chance i livet.




























