Efter Den Grafiske Højskole vagabonderede Bent Petersen omkring i Europa som typograf.
Tilbage i Danmark blev han ansat i Politikens Hus som faktor, men blev hurtigt sætteriets overfaktor. Da Huset skulle ændre fremstillingen af avisen fra bly til den moderne computerteknik, blev det Bent Petersen, der fik til opgave trinvis at gennemføre denne store opgave. I perioder boede han simpelthen på en sofa i baghuset, han kunne ikke nå hjem, hvis han skulle have lidt søvn. Det var et 20-timers job. Huset er jo døgnåbent. I en snes år skrev han artikler om al den nye teknik, ligesom han var en meget anvendt foredragsholder ikke bare blandt danske avisfolk, men over hele Europa samt adskillige gange også i USA. Han har ligeledes været præsident for internationale avisgrupper. I 1984 tik han Sætternisseprisen, og i 1988 fik han Levisonprisen (50.000 kr., red.). Bent Petersen har også optrådt som gæstelærer og censor på sin gamle skole, DgH. De sidste otte år var han headhuntet til Aller Press som it-projektchef. Her kunne det offentlige lære om professionel projektstyring.



























